HøJESTERET SKAL AFGøRE OM BARN SKAL TILBAGE TIL FAR I UKRAINE

Skal et barn på snart tre år tilbage til sin far, der befinder sig i det krigsramte land Ukraine, eller skal barnet blive hos moren i Danmark.

Det spørgsmål skal Højesteret afgøre.

Faren har af Procesbevillingsnævnet fået lov til at få spørgsmålet for Højesteret. Det skriver nævnet i en pressemeddelelse.

I slutningen af februar 2022 invaderede Rusland nabolandet Ukraine, og det fik en ukrainsk mor til at forlade Ukraine med sit barn, der på det tidspunkt var omkring ni måneder.

Hun tog til Polen efter aftale med drengens far. I december 2022 rejste hun til Danmark.

Den ukrainske far blev i hjemlandet, hvor han boede cirka 700 kilometer fra krigszonen og opretholdt efter omstændighederne en almindelig hverdag. Herfra havde han videokontakt med sit barn frem til i hvert fald maj 2023.

I august 2023 anmodede faren om at få barnet udleveret i henhold til Haagerkonventionen om børnebortførsler.

Familieretten, der behandlede sagen i første omgang. Her lød konklusionen, at drengen skulle leveres tilbage til sin far.

Det var ifølge Familieretten ikke godtgjort, at der var en alvorlig risiko for, at en tilbagegivelse ville skade barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte ham i en situation, han ikke skulle tåle.

Desuden kendte barnet sin far og havde en vis relation, selv om kontakten i knap to år alene havde været via telefon og videoopkald.

Afgørelsen blev kæret til Østre Landsret. Selv om både Familieretten og landsretten har afgjort, at moren ulovligt har bortført barnet, har landsretten afgjort, at barnet kan nægtes udleveret.

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at forældrene grundet konflikter ikke havde boet fast sammen, siden drengen blev født. Og at faren fik et tilhold efter en konflikt i februar 2022, som betød, at han i ti dage ikke måtte være i hjemmet.

Faren har efter landsrettens afgørelsen anmodet Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få spørgsmålet prøvet i en tredje instans.

Det har nævnet givet grønt lys til. Dermed skal Højesteret vurdere spørgsmålet.

/ritzau/

2024-04-19T12:23:40Z dg43tfdfdgfd